Om Kulturskolen

Billund Kulturskoles kernefortælling

Billund Kulturskole underviser i musik, sang, dans og billedkunst.

Men vi ved, at vi er meget mere end det. Vi er også en kilde til dannelse, identitet, selvværd, samhørighed, nye venskaber, store oplevelser, gode barndomsminder og en pause fra hverdagen – og vi er det for hele kommunen.

Læring for livet

I loven står der, at alle kommuner skal tilbyde musikundervisning. I vores hjerter mærker vi, at ingen bør leve uden kultur.

Når vi udfolder os kreativt, træner vi ikke bare piruetter, akvarel eller skalaer. Vi træner også samarbejde, empati, åbenhed, spontanitet – og modet til både at fejle og sejre. Værktøjer, der ruster os til at håndtere livets udfordringer. Derfor stræber vi efter, at blot en enkelt sæson hos os skal sætte et positivt aftryk for livet. 

Fremmer fællesskab – øje for den enkelte

Hos Billund Kulturskole tilbyder vi kvalitetstid og et trygt rum, hvor alle der vil – børn, unge og voksne – kan udfolde sig uanset talent. Og er der lyst og talent til mere, er vi der til at opmuntre, vejlede og udvikle.  

Vores undervisere er kompetente og betydningsfulde voksne, når vi underviser børn og unge – og et rum for leg og fordybelse for elever i alle aldre. Vi ser individet, rummer mangfoldigheden og fremmer fællesskaber, man kan vokse i.

Vores faglighed og tradition er det solide fundament. Vores egen passion for faget, giver læringen flyvehøjde.

HELE KOMMUNENS KULTURELLE KRAFTVÆRK

Billund Kulturskole er hele kommunens leverandør af kulturelle oplevelser og læring. Vores fornemste opgave at formidle glæden ved sang, dans, musik og billedkunst. At fremelske nysgerrighed og ihærdighed til at afprøve sine muligheder, sine grænser, sit talent og den berusende glæde, der følger med.

 Vi vil bidrage til, at verden ser vores vej – og at vores elever kan opleve en større verden gennem kulturens mange muligheder.