Billedskoleelever vinder priser

Udstiller nu på Frederiksborgs slot

De ældste billedskoleelever i Billedskolen under Billund Ungdoms- og Kulturskole er både dygtige og modige. De indsendte portrætter til den landsdækkende konkurrence Portræt Nu for børn, og syv af de 13 elever fik deres billede med på udstillingen. Fie Heinrich Hammershøj fik endda en særpris for sit portræt, der er en blyantstegning af hendes to venner.

Alle eleverne og nogle forældre tog til ferniseringen på Frederiksborg Slot 23. maj. I den overdådigt flotte riddersal fik Fie overrakt sin pris, og hele gruppen fik en rundvisning og så deres billeder hængt op i udstillingen, der rummer 133 billeder tegnet, malet eller fotograferet af børn mellem 10 og 15 år.

Se billeder fra besøget på slottet her

Danmarksmester i tegning

Særligt modig er Anne Esther Hansen, der stillede op ved DM i Tegning i april og forsvarede sin titel fra sidste år i kategorien Character – Essense of Animal, og hun vandt igen og modtog endda årets særpris som et særligt talent.

Men hendes mod stopper ikke der. Hun deltager på onsdag 31. maj i Kreakampen på DR Ultra, hvor hun dyster mod fire andre tegnere. Hele billedskolen hepper på Anne denne dag.

I marts besøgte et filmhold billedskolen for at filme Anne.

Deltagerne i Portræt Nu for børn fra venstre:

Anne, Fie, Sarah Marie, Anastasia, Louise, Rikke, deres lærer Eva, og Maja

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Parløb reklamebureau a/s