her er min by

Gennem sæson 2013/14 samarbejder Billund Kulturskole med seks folkeskoler i Billund Kommune om animations- og kompositionsprojektet Her er min by.

I uge 37-40 afvikledes forløbet på BillundSkolen, og i uge 45-48 arbejdede Sdr. Omme Skole på projektet. I foråret 2014 følger skolerne i Stenderup i uge 3-6, derefter Hejnsvig og Vorbasse i uge 8-11, hvorefter projektet afsluttes på Søndre Skole i Grindsted i uge 18-21.

Her er min by henvender sig til klasser på 3. årgang, og gennem fire uger skaber børnene både film og musik, som beskriver steder i den by, hvor de går i skole.

Projektet er tværfagligt, så udover billedkunst og musik inddrager forløbet også dansk, historie og andre fag, der handler om identitet og fællesskab. Målet er at give eleverne en engagerende læringsoplevelse gennem kreativ udfoldelse og personligt ejerskab.

Udover folkeskolernes og Kulturskolens lærere medvirker også dygtige faglærere, som guider børnene gennem de kreative processer.

Samarbejdspartnere i projektet er Hanne Pedersen, pædagogisk leder på Animationsskolen i Viborg, animator Kasper Bæk Jørgensen, PlanetK og elektromusiker Peter Jezn, Elektrorum.

Parløb reklamebureau a/s