Fernisering ved Børnenes Hovedstad oktober 2017

Det blev en næsten magisk eftermiddag, da billedskoleelever og forældre mødtes til fernisering hos Børnenes Hovedstad fredag 27. oktober. Mange meter grøn løber var rullet ud for eleverne og deres familier, der kom fra billedskolens hold i Grindsted og Hejnsvig. Med udstillingen, der har fugle som tema, var naturen hentet ind i udstillingen, og kontorlokalerne emmede for en stund af noget helt anderledes.

Børnenes idéer lå til grund for udstillingen, hvor der den dag indgik et udstillingsrum med et lysende badebassin badet i laserlys og omkranset af lyskæder. Her fik gæsterne vand på fødderne, mens de kiggede på børnenes værker, som bestod af både billeder og porcelæn. Alt var lavet med inspiration fra illustrator og billedkunstner Martine Norings værker, som også kan ses i lokalerne på Gammelbro 38 sammen med børnenes frem til februar, hvor næste udstilling sættes op.

Til lyden af fuglesang og stille musik indtog gæsterne rummene, og til slut bød Hovedstaden på et lækkert børnevenligt traktement, inden familierne tog hjem.

Stor tak til Børnenes Hovedstad for at invitere billedskolen indenfor - og for godt samarbejde omkring hele projektet!

Parløb reklamebureau a/s