Børnekunstnere Kick off i Børnenes Hovedstad 3. oktober 2017

Udstilling og Workshop ved Martine Noring

"Jeg er imponeret" var Charlotte Sahl-Madsens kommentar til billedskoleelevernes udstilling i anledning af reception i Børnenenes Hovedstad tirsdag 3. oktober 2017. Og direktøren for Børnenes Hovedstad satte hurtigt mærker ved ni af børnenes akvareller af fugle - tegnet og malet med inspiration fra illustrator og kunstner Martine Noring. Hun ville gerne købe og beholde dem i Børnenes Hovedstad, og det flotte genbrugsporcelæn dekoreret med fugle og blomster fristede også.

44 billedskoleelever fra holdene på Vestre skole og Lynghedskolen, afd. Søndre samt Hejnsvig skole deltog i udstillingen og i dagens workshop med Martine Noring, som børnene var meget spændte på og glade for at møde. Det blev en intens dag, hvor alle var optagede af at lave fugle af genbrugspap dekoreret med flotte møstre, foldede vinger og farver.

Det var stort for billedskolebørnene at skulle udstille for de op mod 300 gæster, der var mødt op - deriblandt deres forældre. Alle blev rørt, da de mange børn trådte frem i lyset i deres kunstnertrøjer og med deres fugle i hænderne. Nu blev de placeret rundt omkring i de fine frugttræer, der pyntede i den store hal, hvor receptionen blev holdt. Til dette fik børnene hjælp fra de voksne, og fuglene blev beundret.

Som en flot gestus kunne interesserede købe børnenes billeder inkl. ramme og passepartout, hvis kunstnerne altså ønskede at sælge, og der blev overvejet og handlet. Pengene gik til børnene selv.

Frem til februar kan fugleakvareller og porcelæn ses i lokalerne på Gammelbro hos Børnenes Hovedstad. Det er både børnenes og Martine Norings værker.

 

Holdene i Grindsted undervises af Hans Ole Herbst og i Hejnsvig af Anette Grønholt Andersen.

Parløb reklamebureau a/s